Jeg er uddannet folkeskolelærer og har arbejdet som sådan i ca 7 år. Lige efter jeg havde fået min eksamen i 2001, mens jeg ventede mit første barn, skrev jeg bogen "Ivalus sommer," der blev udgivet fra Dansklærerforeningens Forlag i 2003 med lærervejledning. Bogen blev udgivet i to oplag og er blevet brugt flittigt i folkeskolens mellemtrinsklasser, måske især fordi den skildrer et barn i det nutidige Grønland langt væk fra den ofte romatiserede forestilling om grønlændere som fangerfolk iklædt sælskindstøj i pagt med naturen. Ivalu bor i en lejlighed i byen, og hendes forældre har erhverv langt væk fra fangst og fiskeri.
Et ønske om at skrive igen kunne ikke kombineres med lærerjobbet, så det medførte, at jeg sagde op, uddannede mig som Social- og sundhedsassistent og fik arbejde på Svendborg sygehus som nattevagt i 2012. Det frigjorde den nødvendige tid til at fordybe mig i skriveriet.
Som tidligere lærer i udskolingen og liniefagsuddannet i dansk, befinder jeg mig særdeles godt i formidlingssituationer. Jeg tager derfor gerne ud på skoler som gæstelærer eller foredragsholder for folkeskoleklasser. Ring og sig hvad du har brug for, så lægger vi en plan.
Skriv gerne en mail, hvor du kort fortæller, hvad du har brug for.
Jeg kommer gerne ud på forfatterbesøg. Mit besøg koster 6000 kr., men som skolelærer kan din skole søge om tilskud fra Slots- og kulturstyrelsen. Der er ca 12 ugers svartid, så søg i god tid. På hjemmesiden www.kunst.dk kan du søge under Litteratur -> Børn og unges møde med forfattere og illustratorer.
Hvis dine elever har spørgsmål i forbindelsen med bøgerne, er de også meget velkomne til at skrive. Jeg skal bestræbe mig på at svare hurtigst muligt.